I Januar 2016 starter polske LOT en ny direkterute mellem Warszawa og Tokyo. Ruten bliver trafikeret hele året med tre ugentlige afgange og gode forbindelser til og fra bl.a. København og Stockholm.

Fra Warszawa afgår flyet på onsdage, fredage og søndage som LO 79 med afgangstid kl. 15:00 og med ankomst i Tokyos Narita-lufthavn kl. 09:20 næste morgen. Returflyet afgår på mandage, torsdage og lørdage fra Tokyo Narita kl. 11:05 og ankommer i Warszawa kl. 14:40.

Flytypen bliver LOTs nye Boeing 787 Dreamliner. Ombord findes 18 sæder i business class (tre rækker i 2-2-2-konfiguration med fully flat-funktionalitet), 21 sæder i premium economy (tre rækker i en 2-3-2-konfiguration) og 213 sæder i economy class (3-3-3-konfiguration).

Ifølge LOT bliver dette den første direkterute fra Polen og Centraleuropa til Japan.