Etihad Airways har lige fremvist de nye toilettasker, for dem der flyver på 1. klasse med selskabet.

Man har produceret den nye toilettaske ved hjælp af to eksterne hovedleverandører, det franske modehus Christian Lacroix står for designet, og en stor del af indholdet kommer fra det ungarske hudplejefirma Omorovicza. De nye “goodie bags” i luksusklassen vil være tilgængelige på selskabets ruter mellem Abu Dhabi og London, New York, Sydney, Melbourne og Mumbai (hvor man i øvrigt flyver med Airbus A 380).

Damerne kan se frem til en taske i en blommefarvet kulør, hvor mændene får en lidt mere diskret grå taske. Der kommer flere farvekombinationer i løbet af året – i bordeaux og i sort. Selskabet skriver, at “damerne kan måske benytte tasken som en smart lille clutch efterfølgende, og herrerne kan måske bruge den som cover til sin iPad eller lignende”.

Og hvad er det så inden i tasken? Jo, der er fire cremer og hudplejeprodukter, læbepomade, ørepropper, en kam, bomuldsrondeller, vatpinde, en neglefil, tandbørste og tandpasta, et par sokker og en øjenmaske, og så er der også et lille “relax pack” med en afslappende olie og en spray. Mændene får også et barberblad, barberskum og en after shave-creme.

Der vil også være et udvalg af produkter fra Omorovicza på toiletterne i 1. klasse at finde.