På en pressekonference i København torsdag morgen kom administrerende direktør i Emirates Tim Clark med den glædelige nyhed – Emirates vil trafikere ruten mellem København og Dubai med fly af typen Airbus A380 fra 1. december. Ruten bliver også premiere for Emirates første Airbus A380 med kun to klasser ombord.

Kraftig vækst på ruten

Emirates åbnede ruten mellem København og Dubai 1. august 2011, den gang med et fly af typen Airbus A330 med tre klasser ombord – første klasse, business class og økonomiklasse. Allerede efter få måneder var ruten så succesfuld at man havde brug for mere kapacitet og opgraderede derfor til et fly af typen Boeing 777, stadig med tre klasser ombord. Sidenhen har man ændret flytypen til en variant af Boeing 777 med kun to klasser ombord – business class og økonomiklasse – dette har presset antallet af sæde ombord op på hele 427, 42 på business class og 385 på økonomiklasse.

”I dag er vi glade for at kunne opgradere ruten yderligere, på grund af vores høje belægningsgrad, og nu indsætte vores ikoniske dobbeltdækker – A380,” siger Sir Tim Clark, President Emirates Airlines.

Med introduktionen af Airbus A380 på ruten vokser antallet af sæder markant. Dette skyldes at der er tale om en helt ny variant af Superjumboen med kun to klasser ombord – business class og økonomiklasse. Konfigurationen med kun to klasser ombord presser antallet af sæder op på hele 615, 58 på business class og 557 på økonomiklasse.

Emirates Airbus A380 business class

Emirates Airbus A380 business class

Photo: Emirates

 

Emirates Airbus A380 business class bar

Emirates Airbus A380 business class bar

Photo: Emirates

Business class på Emirates Airbus A380 byder blandt andet på sæder som bliver horisontalt flade, stikkontakter ved alle sæder, personligt underholdningssystem med AVOD og nok mest imponerende en bemandet bar og lounge hvor man kan nyde cocktails og snacks i 10.000 meters højde.

Emirates Airbus A380 economy class

Emirates Airbus A380 economy class

Photo: Emirates

I forbindelse med Emirates introduktion af Airbus A380 på ruten mellem København og Dubai er der visse mindre ændringer i tidstabellen. EK152 vil fremover have afgang fra Københavs Lufthavn kl. 14:20 og ankomst i Dubai samme dag kl. 23:35 efter 6 timer og 20 minutter i luften. EK151 fra Dubai til København får afgang fra Dubai kl. 08:20 og ankomst i København kl. 12:20 efter 7 timer i luften.

Emirates vil således fortsat tilbyde gode forbindelser fra København til det meste af verden og man forventer også en øget transfertrafik til Afrika, Asien og Oceanien med introduktionen af Airbus A380 på ruten mellem København og Dubai.

En del af planen…

I Københavns Lufthavn byder man Emirates Superjumbo hjerteligt velkommen til København. Her passer et større fly og øget passagerantal perfekt sammen med “Expanding CPH” som er Københavns Lufthavns langsigtede vækstplan. Vigtigt er det naturligvis også at København bliver den første Nordiske lufthavn som får regulærtrafik med Airbus A380 – noget som måske kan give Københavns Lufthavn en fordel når positionen som den største lufthavn i Norden skal fastholdes

“Vi investerer i disse år signifikante beløb i udvidelsen af Københavns Lufthavn, og denne udvidelse omfatter også opgradering af infrastrukturen, så lufthavnen bliver A380-kompatibel. Vi er meget glade for Emirates’ beslutning om at indsætte en A380, verdens største passagerfly, på ruten til København, som dermed bliver den første by i Skandinavien til at tilbyde en fast A380-rute,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

En del af de ændringer som skal til for at lufthavnen for alvor bliver “Airbus A380-venlig” gøres i forbindelse med allerede planlagt anlægs- og vedligeholdelsesarbejde. Eksempelvis udvides landingsbanernes bredde i forbindelse med allerede planlagt vedligeholde henover sommeren. Finger-C som bruges til non-Schengenflyvninger skal også udvides, som en del af udvidelsen tilføjes en anden jetbro til en af gaterne for at muliggøre ombordstigning på begge dæk samtidigt.