Baggrund og introduktion

Jeg skulle på ferie til Sydøstasien og havde valgt at flyve med Qatar Airways fordi jeg tidligere har fløjet med dem. Jeg bestilte en economy class billet fordi den var billigst. udrejsen gik til Denpasar/Bali via Doha med stopover via Singapore.

I lufthavnen

Jeg checkede ind i Københavns Lufthavn Terminal 2. Min kammerat og jeg havde dog allerede checket ind hjemmefra dagen forinden. Der var kun meget få mennesker i kø til afgangen så check ind gik smertefrit. Derefter skulle vi igennem sikkerhedskontrollen, hvilket også gik forholdvis smertefrit. Der var en del mennesker, men vi var igennem efter 10 minutter og gik direkte ud til gaten for at vente på vores fly. Vi skulle igennem immigrationsmyndighederne for at komme ud til flyet og her var der næsten heller ikke kø. Hvilket jo var en ren fornøjelse da vi så havde ekstra tid ude i gaten. Det benyttede vi os af og fik lige en sidste fadøl inden vi skulle ombord på flyet.

Boarding og førstehåndsindtryk

Boarding gik fint, en smule langsomt dog, men flyet var også forsinket ved afrejse til Doha. De startede selvfølgelig med børn og ældre mennesker samt folk der rejste på Business class. derefter delte de boarding op i forskellige rækker, så de folk der sad bagerst i flyet fik lov til at komme ombord først.

Sædet og underholdningssystemet

Sæderne på Qatar Airways nye Boeing 787-800 Dreamliner er en fornøjelse at sidde i samt behagelig med justerbar nakkestøtte. Konfigurationen er 3-3-3, hvilket vil sige der er 3 rækker ned gennem flyet og hver række har 3 x 3 sæder på langs, hvilket gør det behageligt at flyve. Man føler ikke at flyet er pakket fuldstændig med passagerer. Samtidig med det er der højt til loftet.

Underholdningssystemet er fantastisk! Mange nye film blev vist (fx Monsters University som jeg så!) og der er rigtig mange muligheder at vælge imellem blandt film, musik, radiokanaler osv. Men den nyeste teknologi har Qatar Airways valgt at bruge Android til deres styresystem, hvilket gør du udover at se film, kan kalde på en steward(esse) derfra og ikke behøver dig strække over de andre medpassagerer for at trykke på lyspanelet.

Internet ombord

Qatar Airways tilbyder Internet ombord – dog skal man betale for at komme online.

Måltider og service

Vi lagde ud med at få nogle grissini sticks med en tomatpesto til. Dertil valgte jeg at få et glas chardonnay hvidvin.

Da jeg havde bestilt “low fat meal” fik jeg serveret noget andet mad i forhold til de andre passagerer. Jeg fik serveret en rejecocktail til forret, fisk med ris og tomatrelish til hovedret og til dessert fik jeg en frugt til. derudover var der en lille kiks samt noget smørost til. Dertil vand. Jeg valgte samtidig at få en Ginger Ale til, men udvalget er stort, med alt lige fra vand til vin og drinks til maden. Alle drikkevarer er gratis ombord (det samme er maden).

Søvn

Sædet var behageligt og kunne skubbes tilbage i sådan en position at man havde mulighed for at tage en powernap. Selvom sædet er behageligt er det for nogle passagerer ikke helt muligt at falde i søvn på en flyver (jeg er en af dem!), men mange af de andre passagerer faldt i søvn. Siden det dog var en dagsflyvning, så var det rart at få slappet af og nyde man skulle på ferie. Men fik udleveret et rejsekit som indeholdte en øjenmaske, sokker, tandbørste, tandpasta samt ørepropper. Så er man klar til at slappe af!

Ankomst

Ved ankomst til Doha bliver man altid hentet i bus. Flyene står ude i ørkenen (helt seriøst!) og man bliver derfor kørt ind til terminalen. I Doha er det delt op i forskellige farver – det kommer an på om det er din endelige destination, om du har en kort eller lang transfer eller om du flyver business class eller economy class. Vi havde indhentet noget af forsinkelsen på hjemturen så vi kun var 10 minutter forsinket.

Rejser man på Business/first class bliver man hentet i egen bil som tager dig til en anden terminal – terminalen for andre der flyver på disse klasser. En repræsentant går dig i møde og sørger for alt vedrørende din rejse så du kan slappe af.

Bedømmelse

Jeg kan virkelig godt anbefale Qatar Airways. De er siden blevet medlem af One World Alliance så der er muligheder for at optjene point hos andre selskaber også. Servicen er super fin, cabin crews utrolig søde og hjælpsomme og flyene er forholdsvis nye og rene. En ren fornøjelse! 🙂