
Premiereflyvningen – ES-air København-Esbjerg
Baggrund
Dette var premiereflyvningen på Danmarks nyeste indenrigsrute, Esbjerg-København. Ruten flyves af Jet Time på vegne af ES-air.
I lufthavnen
Check-in og aflevering af indskrevet bagage foregår i Københavns Lufthavns Terminal 2, her finder man langt størstedelen af flyselskaberne som trafikerer lufthavnen og tillige en del charterafgange.
Det var først meldt ud at det skulle være muligt at checke ind på selvbetjeningsautomaterne i afgangshallen, men det var ikke blevet klar til premiereflyvningen. Med kun 66 pladser ombord var der kun en check-in-skranke til denne rute og den var “gemt” mellem nogle skranker som betjente charterflyvninger.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Selve check-in-proceduren var dog hurtigt overstået og jeg blev budt velkommen til ES-airs premiereflyvning til Esbjerg. Gaten som anvendes var gate A28, længst ude i A-fingeren i det der formelt set er indenrigsterminalen. Gåturen til gaten tager omkring 10 minutter i pænt tempo.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Boarding og førstehåndsindtryk
Boarding er skemalagt til kl. 05:30, i virkeligheden er 05:45 mere realistisk og med kun 8 passagere på premiereflyvningen var det muligt at gå ombord når man havde lyst – vi benyttede muligheden til at være først ombord.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Vi blev budt velkommen i døren og gjort opmærksom på at der var “free seating” ombord. Kabinen var lys og virkede frisk. Det var tydeligt at se at flyet var blevet rengjort, blandt andet lå sikkerhedsbælterne pænt foldet.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Vi forlod gaten 1 minut før tid, 05:59 og var i luften allerede 5 minutter senere. Effektiv flyvetid var kun 35 minutter derfor blev skiltet med sikkerhedsbæltet slukket efter kun 3 minutter i luften så serveringen kunne begynde.
Sædet
Kabinen på denne ATR-72 er konfigureret med 17 rækker af 4 sæder, 2 sæder på hver side af midtergangen. Sæderne var i kunstlæder og ganske komfortable. Sædebredden var lidt begrænset, men der var så rigeligt benplads, hvilket gjorde de 45 minutter ombord til en ganske behagelig oplevelse.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Måltider
Ombord serveres gratis vand, kaffe og the, desuden blev der serveret en chokolade scone. Vi fik en kop the og en chokolade scone. Theen var udemærket, men ikke nogen større oplevelse – det var dog rart at få lidt varmt til halsen så tidligt på morgenen. Chokoladensconen var ganske udemærket og det er positivt at der serveres noget spiseligt på en så kort flyvning. De hurtigste blev tilbudt en påfyldning af kaffekoppen.

ES-air Economy Class ATR72 København-Esbjerg
Foto: Christian Røygaard
Service
Servicen ombord var smilende og venlig, lige fra vi gik ombord i København til vi forlod flyet igen i Esbjerg. Det var tydeligt at set at man var glade og spændte på den nye rute.
Ankomst
Ankomst i Esbjerg var lidt før tidsplanen og inkluderede vandsalut og rød løber – noget der er kutyme når en ny rute indvies. Esbjerg Lufthavn er ikke så stor og ankomstområdet rummer kun 1 bagagebånd, de som havde medbragt indskrevet bagage fik den leveret efter kun nogle få minutters venten.
Bedømmelse
Ruten er et rigtigt godt alternativ til at taget toget mellem København og Esbjerg. Det er meget positivt at der også tilbydes noget spiseligt ombord og at ankomsten i Esbjerg er så enkel. Check-in i København foregår i Terminal 2 og afgang er fra A-gaterne i indenrigsdelen af A-fingeren, hvilket formelt er Terminal 1. Dette medfører en relativt lang gåtur fra sikkerhedskontrollen til gaten og det at man sikkerhedskontrollen i Terminal 2 kan give en del ventetid i perioder med mange flyafgange fra lufthavnen.
No comments yet, be the first!