Qatar Airways er verdens bedste flyselskab – i hvert fald, hvis man skal stole på hvad resultatet blev ved 2017 World Airline Awards. Det er Skytrax som uddeler den eftertragtede pris, og beskeden kom i tirsdags i forbindelse med Paris Air Show.

Det er 4. gang, Qatar vinder titlen foran sin store rival Emirates siden Skytrax begyndte at sammensætte sine lister tilbage i 2001. Det var netop Emirates der vandt sidste år, og årets placering – nummer fire på listen – overraskede mange da resultatet præsenteredes.

Skytrax-listen er “flyselskabernes Oscar-uddeling” og resultatet kommer fra over 20 millioner stemmer fra folk over hele kloden. De deltagende kan bedømme 320 flyselskaber indenfor 49 kategorier som f.eks hvor godt check-in fungerer, hvor rent det er i kabinen, hvordan maden smager, hvor godt man sidder i sædet og ikke mindst hvordan den generelle service opleves.

Det er de asiatiske og mellemøstlige flyselskaber, der dominerer top-10-listen. Singapore Airlines er nummer to og det er en placering bedre end sidste år. Det japanske selskab ANA, Emirates, Cathay Pacifiv, EVA Air, Lufthansa, Etihad, Hainan og indonesiske Garuda följer efter de tre topplaceringer.

Lad os lige nævne, at British Airways falder fra plads 26 til 40. Af de selskaber vi trods alt bruger mest i Skandinavien finder vi Finnair på plads 25 (op fra en 27. plads sidste år), Norwegian er nummer 28 (op fra nummer 30) og SAS finder vi først nede ved placering nummer 65 – sidste år var man nummer 62. Ryanair lader til at have forbedret sit produkt – man klatrer fra placering 108 til 76.

Etihad vandt kategorien “Best First Class”, Qatar Airways løber med “Best Business Class”, Qantas har den bedste “Premium Economy”, og Thai Airways fik den vigtige udmærkelse “Best Economy Class”.

Garuda Indonesia kan nu stolt fortælle, at man ifølge Skytrax har “The World’s Best Airline Cabin Crew”, og det græske flyselskab Aegean Airlines blev måske lidt uventet “Europe’s Best Airline”.

Her er hele toplisten fra placering 1 til 10:

  1. 1. Qatar Airways
  2. 2. Singapore Airlines
  3. 3. ANA All Nippon Airways
  4. 4. Emirates
  5. 5. Cathay Pacific
  6. 6. EVA Air
  7. 7. Lufthansa
  8. 8. Etihad Airways
  9. 9. Hainan Airlines
  10. 10. Garuda Indonesia

Hele oversigten over de 100 bedste flyselskaber kan du se hos Skytrax her http://www.worldairlineawards.com/Awards/world_airline_rating.html