SAS gør det nu muligt at betale for flybilletten med PayPal One Touch. Flyselskabet er med på den digitale betalingsbølge og inkluderer den hurtige betalingsmåde både for flybilletter, ekstra bagage og andre ydelser i luften men også som betalingsform for lounge-adgang.

One Touch er en lynhurtig måde at betale på hvor brugeren ikke skal indtaste hverken navn, password eller beløb. SAS har online salg i omtrent 30 lande, og investerer for tiden meget i at tilpasse sig lokale betalingsformer. Senest (november sidste år) udvidede SAS betalingsmulighederne for sine kinesiske kunder til at omfatte også Alipay og UnionPay, de to mest populære digitale betalingsformer i landet.