Nu lancerer SAS funktionen Remap, en helt ny funktion i den kendte SAS-app. Funktionen gør det muligt, for alle der har appen, at skræddersy og ikke mindst dele personlige rejsetips med venner og bekendte.

Over 1,8 millioner mennesker har allerede downloadet SAS-appen, og den bruges til at bestille flybilletter, checke ind, boarding, se EuroBonus-points og til at kunne læse aviser og blade. Appen er flere gange blevet udnævnt til branchens bedste, sidst i oktober hvor man havde spurgt 50.000 rejsende.

Remap er den første digitale platform, hvor man kan gemme unikke og personlige rejseguider med personlige tips sammen med tips fra venner – alt samlet i et brugerdefineret kort.

“Mange af vores kunder rejser meget, og det betyder jo, at de har tips og erfaringer de kan dele med andre. De bedste tips får man ofte fra sine venner og bekendte. Derfor er vi stolte at kunne lancere en ny digital løsning, der gør det nemt at dele sine rejsetips med dem man kender” fortæller Eivind Roald, direktør hos SAS og ansvarlig for selskabets kommercielle aktiviteter.

I sektionen ”My maps” i SAS-appen kan de rejsende skabe kort med rejsetips på destinationer over hele kloden. Kortet kan deles med venner via facebook, sms eller e-mail, og de personer man deler kortet med kan hvis de ønsker tilføje egne tips. Resultatet bliver millioner af rejsetips, som kan deles og redigeres af alle i gruppen. Da tipsene markeres geografisk på kortet, kan man også få vejbeskrivelser til de steder eller attraktioner der tipses om.