Det er nu et år siden, at Emirates lancerede en direkte flyrute mellem Dubai og Auckland i New Zealand. En rute, som er blevet en stor succes, og som er verdens længste flyvetur med den ikoniske A380.

Da Emirates åbnede op for den direkte rute mellem Dubai og Auckland 1. marts 2016, var det med deres Boeing 777-200LR, men 30. oktober sidste år opgraderede selskabet ruten med deres A380, som har mere kapacitet. Det gjorde ruten til den længste i verden, som bliver betjent af en A380.

Og det har været et succesfuldt første år med den direkte rute, som bliver fløjet med en gennemsnitlig load factor på 80 pct.

Flyvetiden mellem Dubai og Auckland er på ca. 16 timer og 57 minutter, mens den modsatte tur klares på ca. 15 timer og 38 minutter.

Ruten mellem Dubai og Auckland forbinder mange europæiske byer, herunder København, med Auckland, som kan nås med et stop i Dubai.

Emirates flyver desuden til mange andre europæiske storbyer med deres A380 blandt andet London, Paris, Frankfurt, Barcelona, Rom, Madrid og Amsterdam.