Air France & KLM har lanceret en ny telefontjeneste til sine Platinummedlemmer i FlyingBlue med et dedikeret telefonnummer i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Tanken bag det nye telefonnummer er at det skal anvendes til alle typer opgaver såsom booking af fly, ændring af bookinger, check-in, bagagespørgsmål og FlyingBlue-henvendelser. Alle samtaler håndteres af et specielt Platinumteam baseret i Prag.

Platinumteamet er tilgængeligt mandag-fredag 08:00-20:00 (09:00-21:00 i Finland) samt lørdag og søndag 09:00-17:30 (10:00-18:30 i Finland). Telefonnummeret kommunikeres individuelt til alle Platinummedlemmer.

Ifølge Air France & KLM er målsætningen for den nye telefontjeneste at hæve serviceniveauet og kvaliteten for en vigtig målgruppe.